Skip to content

Euroman

Bag de gule gardiner
En vemodig kærlighedserklæring til det brune værtshus

Bag de gule gardiner
Et værtshus er ikke bare et sted, hvor man drikker sig fuld. Det er også et helle, en ventil eller en tidslomme. Et sted, hvor man kan gemme sig for verden eller komme op til overfladen for at trække vejret, hvis man føler, man er ved blive oversvømmet af tilværelsens krav om rette linjer og pligtopfyldenhed.
Men måske eksisterer det klassiske skumle værtshus med røggulnede vægge og dansktop på jukeboksen kun en stund endnu. Det er i hvert fald bekymringen hos den unge forfatter Luna Signe Hørdum Nielsen, der har skrevet bogen ’Bag de gule gardiner’, fordi hun gerne vil dokumentere fænomenet, inden det er væk.

”Det her er mit portræt af et stykke dansk kulturarv og et personligt øjebliksbillede at et brunt miljø, der er ved at svinde ind,” skriver Luna Signe Hørdum Nielsen, der er født i 1986, i bogens forord.

Forfatterens kærlighed til de brune værtshuse går så langt tilbage som til fire års alderen, hvor værtshuset var stedet, hvor hun af og til mødte sin ellers fraværende far.

Senere elskede hun at lytte til sin bedstefars anekdoter, der også ofte foregik på et værtshus og gerne blev fortalt med ledsagelse af en cigar.

Og i dag har hun stadig svagheden for den rå, men hjertelige historiefortælling, der foregår på Nørrebros dunkle slyngelstuer.


Fundet i gemmerne på Café Heimdal, dato ukendt.

Samtidig er hun klar over, at værtshusene i deres nuværende form er truede af byfornyelsen, forandringerne i den beboermæssige sammensætning på Nørrebro og af modelunerne i forlystelseslivet.

Mens Luna Signe Hørdum Nielsen har skrevet bogen, er tre værtshuse lukket på Nørrebro, deriblandt et af hendes absolutte favoritsteder, Scala i Ravnsborggade, der efter 40 år har fået nye ejere, en grundig renovering, et yngre publikum og er genopstået som Det Ny Scala.

”Selv om det unægtelig er en naturlig udvikling, at det gamle forgår, så er det altså vemodigt at se de historiske steder forsvinde rundt om i byens gader,” skriver Luna Signe Hørdum Nielsen i bogen, der er resultatet af, at forfatteren har drukket dus med en lang række værtshusgæster og -ejere, lyttet til dem og nedskrevet deres historier.

For eksempel Arne og Irene, der har drevet Scala i 40 år, og som hun også får lokket en opskrift på finker ud af.

”Altså ikke bogfinker fra haven og heller ikke letlevende kvindelige finker,” som Arne siger om den brune indmads-klassiker.

Men opskrifter er ikke det eneste, Luna Signe Hørdum Nielsen har fået lokket ud af værtshusejerne og deres stamgæster. Ud over forfatterens egne billeder fra værtshusmiljøet er det også lykkedes hende at få adgang til værter og gæsters falmede billeder fra opslagstavler, skuffer og fotoalbums. Billederne fortæller først og fremmest om muntert, bedugget sammenhold, men også om ensom, bedøvende druk.

Forfatteren er ikke selv blind for, at værtshusene historisk set har været scenen for menneskelige tragedier, når folk gik i hundene eller drak husholdningspengene op.


Værtshus i Stengade nummer 8, cirka år 1900.

Alligevel håber hun, at en kerne af lokale brune værtshuse vil overleve. Fordi der er brug for et rum i vores by, hvor vores liv ikke er ”styret ned til mindste detalje.”


Liv og glade dage, Scala på Ravnsborggade.


Luna Signe foran Café Nørrehus på Nørrebro en sen sommeraften.


Scala, Ravnsborggade.


Svingom, Café 41.


Øl, ungdom og smøger på Det Rene Glas.

Et værtshus er ikke bare et sted, hvor man drikker sig fuld. Det er også et helle, en ventil eller en tidslomme. Et sted, hvor man kan gemme sig for verden eller komme op til overfladen for at trække vejret, hvis man føler, man er ved blive oversvømmet af tilværelsens krav om rette linjer og pligtopfyldenhed.
Men måske eksisterer det klassiske skumle værtshus med røggulnede vægge og dansktop på jukeboksen kun en stund endnu. Det er i hvert fald bekymringen hos den unge forfatter Luna Signe Hørdum Nielsen, der har skrevet bogen ’Bag de gule gardiner’, fordi hun gerne vil dokumentere fænomenet, inden det er væk.

Læs hele artiklen her