Skip to content

Berlingske

Dør de brune værtshuse?

Ny bog portrætterer Københavns brune værtshuse – de døde og de overlevende. Samtidig har et moderniseret af slagsen stor succes på Nørrebro.

Det er med de gamle brune værtshuse som med pølsevognene. På den ene side forsvinder de. På den anden side opstår de i nye opdaterede former – og har aldrig været hippere.

Pølsemanden, der hver morgen kører sin pølsevogn ud af garagen og trækker den gennem Københavns gader med en lille påhængsmotor, er efterhånden et sjældent syn. Til gengæld er der de senere år dukket nye økologiske pølsevogne op, som serverer alt fra gourmethotdogs med karljohanremoulade til champagne på siden i stedet for en congobajer.

På samme måde er det gået med de gamle brune værtshuse. De fik det allerede svært i 1980erne, da cafékulturen for alvor fik fodfæste i Danmark, og den kolde øl, snapsen og raflebægeret i stor stil blev skiftet ud med en cappuccino, et spil backgammon og måske en pastis.

I dag kommer truslen fra alle sider i takt med, at kaffebarer og vinbarer vinder frem, at rygning er blevet forbudt på værtshuse, og at en øl ikke længere bare er et spørgsmål om Tuborg eller Carlsberg, men er blevet en hel videnskab med interessen for specialøl og mikrobryggerier, der er eksploderet de seneste ti år.

På det lille bogforlag Nordstroms Forlag har udgiver og fotograf Jon Nordstrøm de senere år stået bag en række billedskønne bøger, der afdækker forskellige dele af dansk kultur, der er forsvundet, er ved at forsvinde eller har gennemgået en forvandling.

To udgivelser om henholdsvis dansk og nordisk tatovering er det blevet til – endnu et emne, der har oplevet fornyet interesse de senere år, men har flyttet sig fra en kundegruppe af vildfarne branderter i Nyhavns kældre til imagebevidste hipstere, der får udsmykket deres kroppe på mondæne adresser. Historien om dansk porno har Jon Nordstrøm også fortalt i ord og billeder, og senest har han udgivet bøger om cykler på Nørrebro og dansk mad, som vor Mormor lavede den.

Nu er turen kommet til de brune værtshuse med den kommende udgivelse »Bag de gule gardiner«, som er skrevet af Luna Signe Hørdum Nielsen.

»Vores nye bog går under huden på Nørrebros værtshuse både i ny og gammel tid. Det er fortællinger om værtshusparret Arne og Irene, der bankede et lille værtshus op i Ravnsborggade for 30 år siden, men som måtte lukke og slukke i december. Det er historier om Jane-mor fra Café Viking, der er gået fra drivende brun til frisk rød. Og det er sand på gulvet og spytbakker i hjørnet på et af Nørrebros ældste værtshuse, Det Rene Glas,« forklarer Jon Nordstrøm, der i disse dage er ved at rejse de sidste penge til »Bag de gule gardiner« via såkaldt crowdfunding på hjemmesiden booomerang.dk

Arne og Irene i Ravnsborggade drev det lille værtshus Scala, hvor man var inkarnerede rygere og holdt fanen højt til det sidste, selv om det de sidste år betød, at man måtte droppe håndmadderne i baglokalet for at kunne blive ved med at ryge.

Arne og Irene solgte til folkene, som de senere år har skabt en succes lidt længere nede ad Ravnsborggade med Café Gavlen – et sted, som både lokalbefolkning og hipstere har taget til sig og som har trukket på noget af hyggen og intimiteten fra netop de brune værtshuse.

Med overtagelsen af Scala kunne den passion få frit afløb, og efter to-tre måneders nænsom restaurering og voldsom udluftning, åbnede Det Ny Scala i starten af marts.

Der må ikke ryges længere, og væggene har fået en gang maling, men tjenerne har stadig sort lædervest, der er stadig raflebægre bag baren, og man kan få en øl og en ostemad til 30 kroner.

Den opskrift har vist sig at være en succes.

»Det gamle stampublikum kommer her stadig og synes bare, det er spændende, at der er sket noget. De hygger sig som sædvanlig og har deres samvær fra omkring middag og typisk til sidst på eftermiddagen,« forklarer medejer Thomas Hansen.

Og når stamkunderne har fået slukket tørsten, rykker en ny kundegruppe af unge ind:

»Mange unge og andre voksne i det hele taget har taget godt imod Det Ny Scala. Torsdag, fredag og lørdag er der fuld knald på, og det vælter ind med mennesker. Jeg tror, det er personligheden, historien og nærværet, der er gældende. Her plads til samtale,« mener Thomas Hansen.

»Jeg tror, mange godt kan lide, at de ikke skal tage stilling til så helvedes mange ting. Om isteen kommer fra et lille destilleri, eller øllen smager af lyng. Det er blevet for fesent mange steder, men på de brune værtshuse er en spade en spade. Det er for folk, der bare gerne vil have en øl og et whisky i et fladbundet glas,« siger Thomas Hansen.

Læs hele artiklen på Berlingske.dk