Skip to content

Et privat portræt

Luna Signe Hørdum Nielsen

Født i 1986, opvokset i Virum nord for København på 5. sal i et højhus. Boede alene med min mor indtil jeg var 5 år. Jeg havde ikke megen kontakt med min biologiske far – mest til fødselsdage eller på bænken nede i Lyngby. Da jeg startede i skole blev min familie udvidet med en stedfar, en storebror og kort tid efter kom mine to yngre brødre til verden. I dag er familien vokset yderligere, og jeg er også plejesøster for endnu to mindre drenge.

Ikke mange ved det men indtil 5. klasse kunne jeg hverken stave eller læse særlig godt. Det forklarer også mine indimellem finurlige ordstillinger eller mangelfulde grammatik. Jeg blev derimod god til matematik, fysisk og kemi og elskede de kreative fag. Mine forældre mistede tålmodigheden efter gentagne forældresamtaler – “Luna er aktiv og rigtig god socialt for klassen men har svært ved at koncentrere sig og forstyrrer”. og så blev jeg flyttet på privatskole. På den nye skole gik det bedre takket være gode men strikse lærere. Andre af vores lærere var derimod direkte modbydelige. Særligt vores historielærer var slem. Jeg husker stadig, hvordan han ydmygede os foran hinanden, og den dag han foran hele klassen sagde, ”Luna, du skal jo passe på med alkoholen… du har det jo i generne”. Med ”det” mente han misbruget.

På 5. sal kunne jeg se til verdens ende – ellers sådan føltes det i hvert fald. Mit værelse var mit helle – her drømte jeg. Jeg havde en rig fantasi og kreativ tilgang til omverdenen, var enormt energisk og smilende og skrev samtidig poesi om ulykkelig kærlighed og det menneskelige mørke sind for nedrullede gardiner. Jeg tog vennerne med på blomster- og frugtrov i Virums grønne parcelhuskvarterer. Jeg elskede loppemarkeder og rykkede konstant rundt på mine møbler, malede vægge og indrettede. Jeg gik til dykning om søndagen, banko med min mormor om mandagen, fodbold om tirsdagen og graffiti om torsdagen. Jeg stak også ud i Virum og tog helt sikkert også et par hug for det.

I 9. klasse drømte jeg om at uddanne mig kreativ men blev stærkt opfordret til at starte i gymnasiet i stedet – så kunne man altid falde tilbage… Så i 2003 startede på Gammel Hellerup Gymnasium for at komme lidt væk fra Virum og få nye inputs. Jeg var bestemt ikke den bedste til at gå i skole men heller ikke den dårligste og markerede mig i fag som fysik, kemi, dansk, oldtidskundskab og psykologi. Vi tog på klubber inde i byen, til hiphop-koncerter i Amager bio og på Rust og glædet mig hvert år til MC’s Fight Night. Fik huen i 2006 med et ok snit.

Siden jeg var 14 år har jeg arbejdet i køkken – først med rengøring, så med servering og senere i køkkenet. I Virum arbejdede jeg i Wiggers Festmiddage, hvor jeg startede med at skrabe kartofler og senere lærte at smagssammensætte menuer, tanke i farver og inspirerende anretninger. Det var et køkken af den gamle orden med kæft, trit og retning tilsat kærlighed, varme og inspiration. Jeg var med ude til de store selskaber med overdådige skaldyrsbuffeter, store stege og farverige anretninger. Solid mad af høj kvalitet.

Efter gymnasiet begyndte jeg at arbejde på Kong Kaffe i Lyngby Storcenter og blev senere Køkkenansvarlig og fik en del ledererfaring. Da den øverste ledelse til sidst spurgte, om jeg ikke ville have yderligere lederuddannelse, så takkede jeg pænt nej. Det var ikke her mine drømme lå.

Jeg tog en pause og rejste med en god ven fra Kong Kaffe til Barcelona, hvor lærte at skate (sådan da). Det var en bekymringsfri tid. Jeg kom hjem og fik et nyt job som overtjener ude på Slotspavillonen i Bagsværd. Tog til Berlin med min veninde og oplevede for første gang, hvad ”dark rooms” betød på den verdensberømte gayclub Berghain.

Egentlig havde jeg en drøm om at starte ude på designskolen men fik nok præstationsangst. Måske jeg sket ikke var kreativ nok? Derfor brugte jeg i stedet mit snit til at starte på Roskilde Universitet. Samme år flyttede jeg hjemmefra og ind på Nørrebro. Jer oplevede friheden ved at bestemme selv og ikke mindst være alene og have ro omkring sig. På studiet blev jeg inspireret af filosofi, performative-installationer, scenografiske totaluniverser, konceptudvikling og samarbejdet mellem kulturliv og erhvervsliv.

Sideløbende med min bachelor startede jeg på iværksætter- og projektledelsesuddannelsen, Projektakademiet, på Nørrebro. Både for at få værktøjer til at udvikle og iværksætte min idéer samt praktiskerfaring med projektledelse. Det var et inspirerende rum, hvor mine kreative idéer fik et boost. Derefter begyndte jeg på min kandidat i Virksomhedsstudier og Performancedesign fra Roskilde Universitet. Mest for at få den i hus selvom alt den praktiske erfaring havde givet mig mere blod på tanden. Jeg var så heldig at få et studiejob på iBureauet, Dagbladet Informations kreative bureau, hvor den teoretiske viden kunne omsættes i praksis.

I januar 2014 blev jeg en del af holdet bag eksperimentet, Dome of Visions. I maj samme år udgav jeg min første bog, Bag de Gule Gardiner, om Nørrebros brune bodegaer og værtshusliv med gamle og nye fotografier, personlige fortællinger og røverhistorier fra dengang mor var dreng. Jeg drak mange røde sodavand og guldøl i den periode. Bogen udkom i et tæt samarbejde med Nordstorms Forlag og selve idéen blev udviklet på Projektakademiet. Bogen blev støttet af Tuborg Fonden, Nordea-fonden, Nørrebro Lokaludvalg og crowdfunding. Den udkom i 1200 eksemplarer og blev udsolgt året efter.

Året efter i vinteren døde min biologiske far. Jeg havde ikke set ham i mange år, men kort tid inden min bogudgivelse besøgte jeg ham. Det er jeg så glad for i dag. Samtidig fik min farmor erklæret alzheimer efter mange undersøgelser på Rigshospitalets hukommelsesafdeling. Da jeg er hendes eneste barnebarn fulgte jeg hende trolig derind hver gang.

Det var en ret vild tid, hvor jeg tog fuldt ansvar for min biologiske fars begravelse, ansvar for hele min farmors udredning, praktiske ting og salg af hendes kolonihave. Jeg var i færd med at skrive mit speciale fra Roskilde Universitet og arbejdede stadig i Dome of Visions og NXT. Der var en del fysiske skavanker, der begyndte at presse sig på. September 2015 blev jeg fastansat i NXT som kreativ projektleder, tekstforfatter og social media koordinator. Der var fuld knald på job og det var virkelig turbulente og krævende år, hvor jeg samtidig opnåede stor karrieremæssig succes. Men jeg har også kun lige akkurat kunne følge med – nogle dage mere end andre. Intet under at smilet, kreativiteten og energien ind i mellem har været udfordret. Faktisk har der nogle gange været helt tomt for kreativitet, inspiration og idéer.

Med tiden er der kommet ro på og de sidste par år har været virkelig gode. Idéer, smil, latter, mening, begejstring og socialt overskud er lige så stille ved at vende tilbage. Det er ikke kommet af sig selv – det har krævet hjælp, fokus, refleksioner og prioriteringer. Man kan bare ikke det hele. Og selvom det måske har skuffet nogen, så har jeg endelig (februar-april 2018) tilladt mig selv at tage en lille pause – lige stoppe op, tage en dyb vejrtrækning og se mig omkring. Hvad var det nu jeg drømte om?

Der har været megen fart på i mange år – så det er ikke kun en professionel pause fra mit fuldtidsjob men også et kreativt og personligt frirum til at få fornyet inspiration. Til at rejse, fordybe mig i egne projekter og idéer, arbejde mere fokuseret med interiør og rumdesign og se, om der måske sker noget nyt og magisk i det her frirum, som jeg ikke lige havde forberedt eller forventet. Og hvor føles det bare livsgivende indtil videre, og hvor kan det bare anbefales at tage en pause i livet – blot for en stund. Også selvom det kan koste dig noget og have risici. Tro mig, det er det hele værd!

Tak fordi du læste med – og tak for tålmodigheden – jeg er kendt for lange tekster.

/ Luna

Comments are closed.