Skip to content

Et højhusbarn

Det her er et lille indblik i min verden – et digitalt space, hvor jeg skriver om det, jeg går og roder med. Mine (til tider) mange projekter, om besøg på tobaksfabrikker, brune bodegaer, bæredygtige erhvervsbyggeri. Det er en helt grundlæggende interesse for scenografi, rumdesign og stemninger. En passion for klassisk design, personlige fund og istandsættelse af ting, der trænger til nyt liv og leben. Det er fortællinger, tanker og idéer fra et på mange måder både organiseret og kaotisk sind.

Hvis du vil vide lidt om, hvem der gemmer sig bag navnet, kommer her en (lidt for lang) fortælling. Det er en fortælling om mit udgangspunkt, mit bagland og min opvækst. Vi starter nord for København i et betonhøjhus.

Sorgenfri 1992
Jeg er vokset op nord for København på femte sal i et klassisk betonhøjhus fra 50’erne. Det tårnede sig op i de grønne omgivelser og lagde parcelhusene for sine fødder. Kønt var det ikke som det stod der i de ellers grønne omgivelser med sine to søstre og pakket ind i grå beton. I sin tid var højhusene tiltænkt det bedre borgerskab med en reception, vaskeordning, restaurant og B&O fjernsyn. Sådan så livet dog ikke ud i 90’erne, hvor jeg voksede op der. Her boede mange socialt belastede familier, der med hjælp fra kommunen fik tag over hovedet og B&O-apparaterne…. ja de var for længst borte. Egentlig var højhusene det eneste sted, hvor min mor ikke ville bo. Men med en nyfødt lillebror og endnu en på vej, så var der ikke mange andre tilbud. Pludselig var vi en storfamilie.

Som højhus-barn blev man vant til mennesker, der var anderledes. De skæve eksistenser, som min mormor ville sige det. Der var manden, der var bange for andre mennesker. Han var tynd og ranglet med lidt sjosket tøj, brune fløjsbukser og tynd, halvt langt fedtet hår. Når vi børn mødte ham i gangene drejede han fluks om på hælene og skyndte sig i den modsatte retning eller også krøb han langs murene i gangen og forsøgte at undgå øjenkontakt. Jeg var faktisk lidt bange for ham. Så var der den over to meter høje mand med briller, rodet hår og en taske. Ham mødte vi flere gange om ugen, når vi kom hjem fra skole. Han gik meget tungt, skridt for skridt, med armen bagud og hånden formet som en klo. Oftest med en 1,5 liters cola i kloen. Og så var der narkomanerne, der en overgang brugte vores cykelkælder som offentligt fixerum, og som lå og flød og havde det for vildt på en virkelig dårlig måde. Men som kom der heldigvis lås på kælderdørene, og jeg turde igen at gå derned efter mørkets frembrud.

img_1512Helt til trækronerne
Oppe i vores lejlighed på femte sal virkede alt dette fjernt. Her kunne jeg se helt til verdens ende – hævet over byens tage, udover skovens kroner og helt ind til København. Til nytår kunne vi endda se Tivolis spektakulære fyrværkeri, hvis vi strakte halsen udover altanen. Fra mit vindue kunne jeg følge med i livet nede foran højhuset og betragte de røde s-tog, når de susede forbi.

Det var herinde på mit værelse, at der var trygt. Det var her jeg fandt roen, her jeg indimellem lukkede mig inde og her jeg skrev. I en periode var det mest ulykkelige kærlighedsdigte, som jeg fik nedfældet i en rus af barnagtig melankoli. Det hele var iscenesat med stearinlys, for 10kr. af min yndlings blandselvslik og en Nestea peach. Andre gange var det om hverdagen – det trivielle liv som teenager eller om de ting, jeg gik rundt og lavede men som min forældre ikke havde den fjerneste idé om.

Organiseret kaos
At skrive har altid været en af mine passioner – ikke at jeg altid har været god til det eller at det forekommer nemt. Men det giver mig en følelse af frihed. Som oftest er mine tekster stykket sammen – det er brudstykker, tankestrømme og pointer på kryds og tværs. Ofte meget kaotisk for både mig selv og for andre. Derfor tager de tid at bearbejde.

I perioder forekommer det derimod let at skrive. Jeg skriver og skriver og kan næsten ikke stoppe, fordi tankerne og idéerne fuldkommen overtager min krop. Jeg hverken sover eller spiser, men skriver bare derudaf. I andre perioder er jeg knap så produktiv. Her kæmper jeg en kamp og det at skrive er på ingen måde let for mig. Jeg tvinger hjernen-min til at arbejde men det er som om alting bare står stille. Nægter at samarbejde. Og så må jeg acceptere, at jeg bare ikke er i en kreativ periode.

At jeg skulle forfatte en bog i så ung i en alder lå nok ikke helt i kortene tilbage i Folkeskolen. Her hakkede jeg mig igennem de første fem år, var til mange alvorlige skole-hjem-samtaler og blev testet for ordblindhed. Det var en hård tid, jeg havde svært ved at koncentrere mig i timerne, svært ved at holde fokus og haltede bagud fagligt – særligt i dansk og engelsk. Matematik, fysisk og kemi var til gengæld mine yndlings fag, og her oplevede jeg succes. Det tror jeg nu i høj grad skyldes selve lærerne og deres ønske om at ville lære fra sig.

Senere flyttede min mor og min stedfar mig til en privat skole i Lyngby. Og så gik det stærkt med dansklæringen. Koncentrationen derimod den kom og gik stadig som det passede den – helt som den stadig den dag i dag gør.

img_1433

Comments are closed.