Skip to content

Velkommen til Tobaksvejen: Fortællinger om et gammelt industrikvarter

Tilbage i 2015 skrev jeg en række fortællinger til magasinet om Gladsaxe Company House produceret for NCC af NXT, hvor jeg arbejder som projektleder og tekstforfatter. Magasinet er kun udgivet internt, så derfor vil jeg give de historie-interesserede mulighed for at læse med her. Jeg var så heldig at få lov til at gå på opdagelse i områdets historie og naboer. Det blev til to fortællinger om området – en historisk og en fremtidsorienteret. Læs den historiske her:

 

Tobaksvejen for foden af Gladsaxe Company House har sin egen og lange historie – alt sammen centreret omkring tobak, stenrige selskaber og handler på kryds og tværs.

I dag er området nok mest kendt for sit karakteristiske røde murstensbyggeri, der indtil for fire år siden husede Danmarks sidste cigaretfabrik. En fabrik, der gennem tiden har haft mange navne: American Tobacco Co., Skandinavisk Tobakskompagni, Nordisk B.A.T., House of Prince og slutteligt British American Tobacco Company. Den store grund og de gamle fabrikshaller, der indtil nu har været et aflukket industriområde forseglet og plomberet om sig selv, har med lukningen af tobaksfabrikken i 2011 åbnet jernportene til offentligheden og områdets nysgerrige naboer. Her er fortællinger om tobakkens industri, en moderne fabrik fra midten af 1900-tallet og Gladsaxes industrikvarter.

Fabrikken rykker til Gladsaxe
Det er nu godt og vel 65 år siden, at grundstenen til den store tobaksfabrik på Tobaksvejen i Gladsaxes industrikvarter blev lagt. Vi skal tilbage til den 5. maj 1950, femårsdagen for Danmarks befrielse. Allerede året efter, i 1951, stod fabrikken færdig. Samme år kunne husets ejere, American Tobacco Co., også fejre 50-årsdagen for virksomhedens etablering på dansk jord. Dengang, i 1901, havde virksomheden oprettet et dansk salgsdepot, eftersom cigaretrygningen var blevet et modefænomen i store dele af Europa. I 1908 fandt produktionen af tobak således sted i beskedne rammer på Amager. Flere af fabrikkerne i Danmark havde på denne tid endnu ikke mærket til industriens maskinelle kræfter, og cigaretterne blev derfor rullet i hånden.

Oversøisk tobak
Besættelsesårene var hårde for tobaksindustrien i Danmark, da leverancen af den efterspurgte oversøiske råtobak hurtigt forduftede. Industrien

var derfor nødsaget til at se sig om efter erstatningsvarer som f.eks. den europæiske tobak af langt dårligere kvalitet. Også i Danmark oplevede man en stigning i produktionen af dansk tobak, der efter sigende klarede sig ganske fint trods det nordiske klima. Med krigens afslutning vendte den oversøiske råtobak tilbage til Norden, og med efterkrigstidens hastigt stigende efterspørgsel på tobakkens stimulans blev en kapacitetsudvidelse aktuel. American Tobacco Co. søgte derfor efter en ny industrigrund i Københavns omegn, hvor de kunne opføre en større og mere moderne fabrik end den på Amager. Valget faldt på det daværende Gartneri Rosendals areal ude i Gladsaxes nye industrikvarter, og grunden blev købt i 1949.

Moderne fabrik
Arkitekten på fabriksbyggeriet på den nyerhvervede gartnerigrund blev den funktionalistiske arkitekt Hans Rahlff (1897-1975), der er kendt for at have tegnet en række moderne, funktionelle industri- og erhvervsbyggerier som fx det præmierede Jaguar House (1940) for bilimportøren Vilh. Nellemann A/S på Frederiksberg. Fabrikken på Gladsaxe-grunden blev tegnet som et topmoderne fabrikskompleks, opført i røde mursten og opdelt i en fabriksafdeling

og en administrationsafdeling forbundet af en overdækket gang. I fabriksafdelingen fandt man dengang både den store produktionshal og et råtobakslager, værksteder, tilberedningen, ’sovserummet’ og færdigvarelageret. Den store produktionshal blev designet med et såkaldt ’shed-tag’, kendetegnet ved dets savtakkede tagprofil med nordvendte ovenlysvinduer i lange rækker, der stadig den dag i dag kendetegner den røde fabriks arkitektoniske udtryk. Fabrikkens tag var en løsning på behovet for dagslys i det brede og dybe fabriksbyggeri.

Præmieret byggeri
Få år efter, de sidste mursten blev lagt, høstede fabrikkens arkitektur ros og anerkendelse. I 1953 præmierede Gladsaxe Kommune sågar byggeriet:

”Et smukt, moderne bygningsværk, rent i linerne, praktisk i den arkitektoniske udformning, rummeligt, lyst og venligt, omgivet af grønne plæner og grønne træer” (Årbog 2012). Vejen ind til den nyopførte fabrik blev planlagt som en forlængelse af den allerede eksisterende vej, Græsmarken. Men dette vejnavn kunne fabrikkens ejere dog ikke gå med til, da de frygtede at vejnavnet ville have en negativ effekt på deres brand, beretter tidligere informationschef

i virksomheden, Niels Gustav Bardenfleth. Besættelsesårenes sløje tobaksprodukter og hjemmedyrket dansk tobak var stadig i manges erindringer, og en adresse med navnet Græsmarken ville måske skabe mistanke om, at cigaretterne var fyldt med hø. Det endte efter sigende med, at kommunen måtte bøje sig, og i stedet døbte man slet og ret strækningen: Tobaksvejen. Et vejnavn, der ikke blot beretter om fabrikkens liv og leben fra 1951 til 2011, men også fortæller om områdets historiske baggrund. Den store efterspørgsel på råtobakken under besættelsen havde nemlig også fået det tidligere Gladsaxe-gartneri Rosendal til at begive sig ud i tobaksbeplantning. Således kan man i Skandinavisk Tobakskompagnis blad fra januar 1985 læse:

Tobaksvejen i Søborg har fået sit navn, fordi American Tobacco Company i 1950 byggede cigaretfabrikken og administrationsbygningen, som senere blev overtaget af ST. Men vejnavnet har også en anden, næsten historisk baggrund.  Det viser sig nemlig, at der er blevet dyrket tobak – ægte dansk tobak! – på den jord, som Tobaksvejen går igennem, og hvor ST nu har til huse. I 1944 var der omkring 12.000 tobaksdyrkere i Danmark” (ST information – januar 1985).

Da krigen endelig var forbi, og den oversøiske leverance kunne genoptages, måtte gartneriet opgive tobakken, hvilket også blev et farvel til grunden i Gladsaxe. I krigens sidste tid havde Gladsaxe Kommune nemlig vedtaget en større plan, der udlagde hele området til det industrikvarter, som vi kender i dag.

Industrikvarteret
I 1930’erne blev Gladsaxe Industrikvarter udstykket kommunalt og etableret som landets første og dengang største industriområde. Her flyttede større virksomheder som Monberg & Thorsens Maskinfabrik ind sammen med Dyrup & Co’s fabrik. Først efter krigen flyttede industrien for alvor ind, og området blev udvidet til også at omkranse området øst for Gladsaxe Møllevej. Ideen om et industrikvarter i Gladsaxe blev dengang mødt med stor skepsis, da området hverken havde adgang til jernbane eller havn: ”De syntes, det var noget af det vildeste vilde at lave et stort fabrikskvarter et sted, hvor der ikke var nogle jernbanespor, og der ikke var nogen kaj. Jeg svarede bare, at man havde hørt noget om, at der var opfundet lastbiler, og jeg troede fabrikskvarteret ville bruge dem”, beretter bygningsinspektør Folmer Andersen i et interview i 1968 (Lokalhistorisk Arkiv). Industriområdet blev derfor planlagt med etablering af omkringliggende veje og motorveje adskilt fra boligområderne med det formål, at industrien kunne udvide og vækste uden at genere naboerne med støj eller lugtgener.

I 1946 erhvervede Telefonfabrikken Automatic grunden men solgte den tre år senere videre til American Tobacco Co. Telefonfabrikken flyttede imidlertid ind på en anden adresse i 1949 i Gladsaxes industrikvarter og har sammen med tobaksfabrikken været nogle af de største virksomheder i området siden midten af 1900-tallet. På Tobaksvejen lå også andre industrier, fx Jernstøberiet Einar Holms Eftf., der flyttede ind på Tobaksvejen nr. 18-20 i 1957 og leverede støbegods til maskinfabrikker. Længere nede ad vejen lå Gladsaxe Mejeri, der blev oprettet i 1916.

 

En historisk magtkamp
Efter en lang magtkamp om verdensmarkedet mellem de to store cigaretkoncerner American Tobacco Co. i New York og Imperial Tobacco Co. placeret i London fusionerede de to selskaber i 1902 ved at opdele markedet i Amerika og Storbritannien imellem sig. Derudover stiftede de sammen et nyt selskab under navnet British American Tobacco Co., der skulle dække det resterende europæiske marked. Den danske salgsafdeling beholdt dog navnet American Tobacco Co. på trods af, at der ikke længere var en tilknytning til moderselskabet i Amerika. Det var nu ikke fordi, den britisk amerikanske afdeling var synderligt vellidt blandt de danske producenter. Således kunne den danske befolkning i Politiken den 18. februar 1914 læse om de danske producenters massive utilfredshed med den amerikanske producent:

Efter hvad vi erfarer, er der i disse Dage sket en Sammenslutning mellem samtlige danske Cigaretfabrikanter til Kamp mod The American Tobacco Company, der ejer en stor Cigaretfabrik paa Amager (…) Spørgsmaalet bliver nu: Hvad vil der ske, hvis Trusten her i Landet faar samme Magt som i Amerika og England? Svaret maa blive: De nuværende Grossister, Importører og Fabrikanter maa bukke under i Kampen mod den overmægtige Modstander …” (Politiken d. 18/2-1915).

 

Fusioner
Op igennem 40’erne, 50’erne og 60’erne fik industrien vokseværk. Årene efter krigen havde igen ført til en indædt og skarp konkurrence producenterne imellem. Efter månedlange forhandlinger besluttede ledelsen bag tre af de største og ældste producenter at fusionere. Den 14. marts 1961 fusionerede Augustinus Fabrikker (grundlagt 1750), C.W. Obel (1787) og slutteligt R. Færchs Fabrikker (1869) således og dannede dét, vi i dag kender som Skandinavisk Tobakskompagni (ST). I mellemtiden skiftede American Tobacco Co. navn til Nordisk B.A.T. (British American Tobacco): – ”… fordi Vietnamkrigen havde givet ordet ’american’ en lidt tvivlsom klang”, fortæller tidligere Informationschef Niels Gustav Bardenfleth. Med lanceringen af den nye og populære filtercigaret Prince få år forinden tabte American Tobacco Co. på Tobaksvejen for alvor markedsterræn, hvilket for British-American Tobacco Co. betød, at man nedlagde tobaksproduktionen i Danmark ved at fusionere Nordisk B.A.T. ind i Skandinavisk Tobakskompagni. Fabrikken på Tobaksvejen 4 fik atter nyt navn, og samtidig med at cigaretproduktionen blev overført til de moderne omgivelser i Gladsaxe, flyttede også Skandinavisk Tobakskompagni sit hovedsæde til Tobaksvejen med Prince-cigaretten som Skandinaviens største mærke under sloganet ”Jeg er også gået over til PRINCE”, et slogan, der blev brugt frem til tobaksreklame-forbuddet i 2002.

 

 

Farvel og Tobak
I 1977 besluttede Skandinavisk Tobakskompagnis ledelse sig for at udvide aktiviteterne til andre områder end produktion og afsætning af tobaksvarer. Som en konsekvens heraf opstod Skandinavisk Holding A/S, der foruden tobak fik interesser inden for blandt andet dagligvarer og kontormøbler. I 1990 besluttede Skandinavisk Tobakskompagnis ejere at omdanne firmaet til en koncern med selvstændige datterselskaber. Til at varetage koncernens cigaretaktiviteter blev datterselskabet House of Prince A/S stiftet, og det blev herefter navnet på fabrikken på Tobaksvejen. Navnet bibeholdt den nye ejer, nemlig British American Tobacco, også efter deres overtagelse i 2008, men fabrikken var ikke længere rentabel i sammenligning med B.A.T.s andre fabrikker, og derfor lukkede Gladsaxes House of Prince.

I 2011 sluttede en epoke i den danske tobakshistorie, da den sidste cigaretfabrik i Danmarks lukkede og slukkede, og på den måde skifter det store områdes historie nu karakter. Maskinerne er sat i bero og flyttet ud, og den særlige duft af tobak i området er bogstaveligt talt forduftet. Produktionshallerne og de lange gange står tomme, kaffemaskinernes brummen er stoppet, og urene gået i stå. Medarbejdernes erindringer om Søren Sovs, Cirkusprinsessen, Bundproppen, Cola-drengen og El-kongen vil leve videre, ligesom beretningerne om 70’ernes frække pakkepiger (Erindringer fra Alle os på Tobaksvejen 4).

 

Tekst & Foto: Luna Signe Hørdum Nielsen
Historiske fotos: British American Tobacco Co. og Gladsaxe Byarkiv

Artiklen er skrevet på baggrund af research i British American Tobacco Co.’s arkiv, Byarkivet, samtaler med lokale og indsamling af fortællinger og historiske beretninger fra bl.a. erindringsartiklen Farvel og Tobak skrevet af den tidligere informationschef på Tobaksvejen 4, Niels Gustav Bardenfleth og trykt i Gladsaxe Bogen 2012 samt Gladsaxe Bogen III.

Be First to Comment

Leave a Reply