Skip to content

Magien fortsætter for en stund

“Der er en ende på det hele,” sagde den japanske instruktør og filmskaber Hayao Miyazaki tilbage i september 2013, da han bekræftede sin pension. Miyazaki står bag nogle af de mest fantastiske fortællinger som Min Nabo Totoro, Chihiro og Heksene og Det Levende Slot og har arbejdet med tegnefilm siden 1963.

Det enestående ved Miyazakis film er, at han skaber helstøbte universer, mærkværdige og mytiske væsner og fortællinger, der handler om menneskets forhold til naturen, maskiner og teknologien og særligt konflikten mellem ydmyghed, ambitioner og grådighed. Til sammenligning med fx Disneys produktioner, arbejder Miyazaki ikke med det ensidige gode eller onde men i stedet med menneskelige transformationer og sammensatte personligheder. Fortællingerne er både dystre og kærlige, fulde af eventyr, dramatik og unheimlichkeit, mystiske karakterer og en interesse for mørket i mennesket. Tegningerne er utrolig maleriske og poetiske, fantasien både løssluppen, balstyrisk og frodig og lydsiderne er noget nær det magiske.

Derfor er det også med stor begejstring, at jeg i dag læste, at Miyazaki vender tilbage for en stund – denne gang i selskab med en lille, lilla larve. Under et program på japansk TV afslørede Miyazaki eftersigende navnet på det næste store filmprojekt fra Studio Ghibli: Kemushi No Boro – eller oversat til engelsk – Boro the Caterpillar.

Desværre må vi vente lidt før filmen bliver færdig… men mon ikke ventetiden er det hele værd?
Hvis du ikke tidligere har set Miyazakis film, så får du lige et pensum. Der er utrolig mange gode men jeg anbefaler, at du i denne mørke vintertid starter med disse fire film:

 

0170
Det levende Slot (2004) 

Vi møder Sophie – en ung kvinde, der bliver forbandet af en ældre dame en mørk aften i den hattebutik, hvor Sophie arbejder. Hendes søgen efter at blive sig selv guider hende mod den temperamentsfulde og forfængelige troldmand, Hauru. Krigen er brudt ud, byerne står i band og bomberne falder som snefnug. Vi møder magien, når den er bedst, trolddom, vandrende slotte, dæmoner, gamle forfaldne hekse, flyvende maskiner, ægte kærlighed, krig og stærke venskaber. Tegningernes detaljerigdom er fuldkommen formidable, og er de rene kunstværker.

00001792_min-nabo-totoro_ukendt_360
Min Nabo Totoro (1988)

Søstrene Satsuki og Mei flytter ind i et nyt hus ude på landet sammen med deres til tider lidt distræte far. Moderen er syg og indlagt på hospitalet. De to søstre er ikke umiddelbart begejstrede for det nye hus, der virker uhyggeligt. Sammen begynder de at udforske huset og den omkringliggende have på egen hånd. Det viser sig hurtigt, at små venligtsindede men også drilske ånder bor i huset. Da Mei falder ned i et dybt hul i skoven, møder søstrene også den store, bløde ånd, Totoro. Filmen er meget børnevenlig.

10764238583093738
Chihito og heksene (2001)

Da Chihiros apatiske og stædige forældre pludselig forvandles til to fede og grådige svin, bliver hele hendes liv vendt på hovedet. I sin søgen efter at ophæve forbandelsen over sine forældre, får hun arbejde i et badehus for ånder og krydser vej med en hidsig heks. I denne film integrerer Miyazaki japansk religion, mytologi og animation, som du ikke finder andre steder. Jeg vil klart anbefale dig at give dig i kast med denne først – på engelsk eller japansk, dit valg – jeg foretrækker selv japansk. Filmen vandt en Oscar i 2003 for bedste animerede Feature og er til dags dato den mest kendte af Studio Ghiblis film.

princess-mononoke-poster
Prinsesse Mononoké (1997)

Måske en af de mest blodige og voldsomme film af dem alle. Prinsesse Mononoké handler om Ashitaka, en kriger prins, står ansigt til ansigt med sin skæbne efter at være blevet forbandet af en modbydelig dæmon.
Ashitaka møder San, en voldsom pige rejst af ulve, og med hende, bliver han viklet ind i en voldsom kamp mellem dyr, guder og grådige mennesker.
Tematikkerne i filmen kredser om økologi, balance, krig, indre dæmoner og læren om at sameksistere – både dyr, natur og mennesker imellem. Klart en film for det ældre publikum.

Læs om Studio Ghibli og Miyazakis arbejde på Studio Ghibli Collection

Læs mere om Miyazakis nye film på i-D VICE

Be First to Comment

Leave a Reply